“Vores søn på 14 år og vi forældre har gået hos Louise i flere år ude midt i Mols Bjerge. Vi som forældre har sparret med Louise og fået yderst kompetent vejledning til vores rolle som forældre til et barn med ADHD og Aspergers. Vores søn har modtaget psykoeducation hos Louise og samtidig fået vendt alt mellem himmel og jord, herunder hans angst, hans overbelastning og hans ufrivillige skolefravær. Og ikke mindst det som Louise er fantastisk dygtig til: hans ressourcer og hans fremtidsdrømme. Hun har i den grad hjulpet ham med at sætte ord på, hvad der motiverer ham skolemæssigt, men også i livet generelt. Og hun har hjulpet med at formidle dette videre i systemet!
Det at lande i Mols Bjerge midt i smuk natur kan noget ganske særligt, både for vores søn, men også for os andre. Skuldrene sænker sig og vi slapper automatisk af. Vores søn kan have svært ved at koncentrere sig om snak i længere tid af gangen. Han udtrættes eller mister koncentrationen. Hos Louise kan han få lov at ride på én af hendes heste, mens de snakker. Han er med til at gøre hesten klar. Stille og roligt og allerede her begynder de at snakke. I starten blev han trukket rundt i folden og nu rider de afsted sammen på hver sin hest (Louise har fat i hans hest også). Nogle gange har det givet mening, at vi som forældre er gået med, andre gange har vi selv gået en tur i den skønne natur – begge dele skønt! Det at vores søn sidder på hesten og koncentrerer sig om at sidde, mærker hesten og er i bevægelse gør, at han også kan koncentrere sig om at snakke. Hans uro forsvinder og han forbliver som oftest fokuseret. Louise bruger sin viden om heste, hestens reaktioner og vores søns reaktioner på hesten som bindeled til mange af samtaleemnerne. Det hele foregår stille og roligt og helt naturligt og den fælles aktivitet har helt sikkert også bidraget til at Louise har fået skabt en god og tillidsfuld relation til vores søn, som gør at hun både kan skubbe lidt til ham, når der er behov for det, men også kan mærke når han har brug for emneskifte eller blot en lille pause.
Når vejret ikke lige har været til ridetur har vi siddet i Louises lille hyggelige terapihytte. Vores søn er glad for hunde og derfor er Louises hunde blevet inviteret med indenfor og har ageret terapihunde og derved højnet koncentrationen. Dyr kan bare noget!
Vi vil i den grad give både Mols Bjerge, hunde, heste og Louise vores varmeste anbefalinger – både vores søn og vi forældre har haft stor glæde af Louises store viden og skønne sted midt i naturen.”
Kasper og Pia
