I dag er min praksis bygget op omkring begge disse passioner. Jeg arbejder stadig med organisationsudvikling, hvor jeg bruger min forretningsforståelse til at skabe trivsel og retning i virksomheder. Samtidig dedikerer jeg en stor del af mit virke til terapi, hvor jeg støtter børn, unge og voksne med at finde fodfæstet i livet – ofte med fokus på autisme, ADHD og komplekse livssituationer.
Uanset hvad situationen er, handler det om at forstå de mønstre, vi indgår i, og finde vejen til et mere autentisk liv og arbejdsliv.
Min faglige baggrund og erfaring som klinisk psykolog
Cand.psych. fra Aarhus Universitet (2004), autoriseret i 2009. Jeg har erfaring fra PPR og har siden 2010 arbejdet som selvstændig psykolog i Skåde, på Helgenæs Naturefterskole og i min praksis på Mols, hvor natur, hund og heste ofte indgår i det terapeutiske arbejde.
Jeg arbejder både inden for almenområdet og specialiseret med autisme (ASF) og ADHD/ADD. Mine kerneydelser er udredning, samtaler, vejledning, psykoedukation, undervisning, supervision og udviklingsforløb for organisationer.
Jeg er uddannet NARM-terapeut (NeuroAffective Relational Model) og KOK-konsulent (Kompleksitet, Organisation og Ko-kreativitet), og i min faglige tilgang kombinerer jeg neuropsykologi og pædagogisk psykologi med narrative, kognitive, systemiske, adfærdsterapeutiske og kropsterapeutiske metoder.

Hvorfor jeg brænder for det
Jeg brænder for at skabe rum, hvor mennesker kan forstå sig selv, udvikle deres ressourcer og finde balance i livet. Min erfaring viser, at viden om egne styrker og udfordringer – fx ved autisme eller ADHD/ADD – er afgørende for trivsel og selvbestemmelse. Gennem samtale, psykoedukation og i nogle tilfælde arbejde med heste skaber jeg trygge rammer for refleksion, læring og personlig udvikling.
Særligt i samarbejdet med organisationer arbejder jeg med individets og teamets potentiale – fx i workshops og udviklingsdage i naturskønne omgivelser på Mols – hvor fokus er på arbejdsglæde, mental trivsel, relationer, personlig ledelse og fortællingen om organisationens identitet og historie.

